(26/01-2012) – Hvis du troede, at du hvilede dig imens du sov, må du tro om igen!

Ifølge ny forskning fortsætter vi med indlæringsprocesserne, imens vi drømmer. Drømmene forekommer endda til at være en nødvendig del af læreprocessen, hvis man vil lære bedre.

Forskerne mener, at når vi sover, gentager hjernen nogle af gårdagens aktiviteter. Det er det, de kalder for den Neurologisk Virtuelle Virkelighed.

I Paris, på hospitalet Pitié-Salpêtrière, har forskerne undervist nogle dansebevægelser til patienter, der led af søvngængeri. Patienterne skulle, før de faldt i søvn om aftenen, gentage disse bevægelser i sengen. Patienterne blev filmet.

Det viste sig, at nogle af patienterne gentog lige nøjagtigt disse bevægelser, imens de sov. Dette kunne betyde, at drømmen er en vigtig del i indlæringen.

Vi er naturligvis ikke allesammen lige så aktive, imens vi sover, men ikke desto mindre er vores hjerner godt beskæftigede.

Ifølge forskerne udtrækker vores hjerne de vigtige informationer fra dagen før, og disse bliver integrerede i vores database. Det er derfor, at drømme ofte er en blanding af gårdagens oplevelser og fortidige oplevelser, en blanding af det vi har lært, hørt, set eller oplevet i løbet af dagen og nogle allerede eksisterende dataer.

Et studium, som blev udgivet i bladet Current Biology in 2010, viste, at studerende, som drømte om en labyrint, de havde fået set på dagen før, ti-doblede muligheden for at finde løsningen til gåden dagen efter (i forhold til de studerende, som ikke drømte om det).

Så ja, du kan, teoretisk set, sove dig til lærdom. Du kan højst sandsynligt lære bedre ved at studere om aftenen, før du går i seng, eller ved at tage dig en lur efter, at du har lært noget nyt. (Cyril Malka).

(26/12-2011) – Har de rige mindre empati end andre? Et studium, som er udkommet i bladet Emotion fra APA, peger på, at det er tilfældet: Jo rigere man er, des mindre medfølelse har man.

I disse tider, hvor man opsætter telte i Tel-Aviv, besætter Wall Street og London, er de 1 % rigeste i rampelyset.

Som om det ikke var nok, holder et studium fra Berkely universitet (Californien) på, at jo rigere man er, des mindre medfølelse har man.

Vent lige lidt, før du godter dig, for dette rammer åbenbart også de mellemhøjeste indkomster.

Psykologen, Jenifer Stellar, har lige udgivet sin rapport i APAs blad, Emotion, og den hedder: Klasse og medfølelse: “De socio-økonomiske faktorer, som kan forudsige ens respons til lidelse” (Class and compassion: Socioeconomic factors predict responses to suffering – kan downloades i PDF-format herfra).

Jenifer Stellar har håndplukket en gruppe på 300 studerende. Hun har valgt dem i forhold til deres social-klasse (rent faktisk, fra deres forældres social-klasse, fordi studerende har ingen penge uanset hvad, det er derfor de bruger så meget tid på at skrive hjem om, at forældrene skal sende dem penge).

148 af disse studerende har udfyldt et spørgeskema, som klarlagde hyppigheden af visse følelser: glæde, kærlighed, medfølelse og frygt.

De skulle også svare på spørgsmål i stil med: “Jeg lægger ofte mærke til folk, som har brug for hjælp” – enig/uenig.

Naturligvis er testen mere kompliceret end lige det. Psykologerne ved udmærket godt, at meget få mennesker vil svare ærligt på spørgsmål, som risikerer at få dem til at forekomme som egoistiske skiderikker. Derfor er spørgskemaet således indrettet, at der er taget højde for den slags.

Efter at have analyseret resultaterne kunne Stellar og hendes hold ikke se nogen egentlig forskel mellem svarene undtagen på ét punkt: Medfølelsen. De studerende som kom fra en mindre rig familie havde mere medfølelse end de andre.

Et andet studium blev udført over 64 studerende, som så på to videoer. Den ene var en neutral video (teknisk brugsvejledning), og den anden var en video om en situation i en ægte familie, hvoraf det ene barn var sygt af kræft, og om hvordan familien klarede dagligdagen.

Stellar målte de studerendes hjertebanken, og de skulle også, efter filmen, udfylde et spørgeskema.

Også her viste resultaterne, at de studerende, som kom fra rigere hjem, viste mindre medfølelse end de andre.

Et tredje forsøg, som byggede på et interview, viste også de samme resultater.

Bemærk, at det, ikke at have så meget medfølelse, ikke betyder, at man slet ikke har nogen eller ikke er i stand til at få nogen. Det kan blot komme fra, at man ikke er særlig opmærksom på de andre. Men alt kan læres! (Cyril Malka).

(11/12-2011) – At få en abort vil ikke føre til større risiko for at få psykiske problemer. Det er hvad britiske sundhedsforskere har udtalt efter at have studeret emnet de sidste 20 år.

De har observeret uønskede graviditeter. Nogle af kvinderne har valgt abort, andre har gennemført graviditeten.

Og ifølge resultaterne havde de kvinder, som fik foretoget abort, hverken flere eller færre problemer (depression og angst inkluderet) end dem, der gennemførte graviditeten.

Forskerne kunne berolige befolkningen: Abort fører ikke til psykologiske problemer.

Til gengæld tyder resultaterne på, at problemerne stammer fra uønsket graviditet, og at man skulle koncentrere flere kræfter på denne side af problemet.

Ifølge resultaterne lider fra 11 % til 12 % af kvinderne under for psykologiske problemer, såsom angst eller depression.

Dette tal bliver tredoblet, når kvinderne bliver gravide med et barn, de ikke ønsker.

Efter dette er tallene ikke forskellige for dem, der vælger abort, og dem, der ikke gør.

Forskerne mener, at man skulle komme i kontakt med disse kvinder tidligere i processen for at forstå deres problem og undgå at tingene forværres.

Rapporten bygger på 44 forskellige studier fra 1990 til 2011 og i dem indgår flere millioner kvinder.

Dog bliver rapporten modtaget køligt af anti-abort-grupper og af folk, som mener, at det, at afbryde en graviditet, fører til depression eller til andre svære psykiske skader (Cyril Malka).

(21/10-2011) – Ifølge American Academy of Pediatrics kan man nu diagnotisere ADD (Attention Deficit Disorder) allerede fra barnet er fire år gammelt.

Indtil nu kunne man først konstatere det tidligst fra barnet var omkring seks. Det var først i aldersgrænserne fra 6 til 12, at man eventuelt kunne opspore lidelsen.

Jo yngre barnet er, når man begynder behandlingen, des bedre er det, fortæller forskerne. Det hjælper barnet og det tager presset fra familien.

Nogle af disse børn bliver blot stemplet som “vanskelige børn” allerede fra børnehaven, og deres forældre ender med at blive vrede på dem, når problemet rent faktisk er andetsteds. ADD rammer nemlig cirka 8 % af børn og unge.

American Academy of Pediatrics omtalte nogle af symptomerne, man skulle være opmærksom på: uopmærksomhed, hyperaktivitet (pas på, den er ikke altid til stede) og impulsivitet. Disse symptomer kan pege på, at barnet lider af ADD, og der bør foretages yderligere tests.

I først omgang er behandlingen blot adfærdsregulering: Forældrene skal lære at have en meget fast dagligdag med faste regler og faste holdepunkter. De skal ligeledes forstærke barnets positive adfærd med ros og ignorere eller straffe upassende adfærd.

I nogle tilfælde er ADDH-lidelsen så alvorlig, at adfærdsterapi ikke er nok. Først på det tidspunkt bør lægen begynde at udskrive Ritalin.

Jo tidligere, man starter på adfærdsregulering, des bedre, mener forskerne. Barnet kan nemmere falde til ro og udvikle sig harmonisk (Cyril Malka).

Du kan læse mere om ADDH og DAMP i artiklen Per for fuld DAMP, som du finder her.

(06/09-2011) Ifølge et studium udgivet i dag i England lider 165 millioner europæere, altså ca. 38 % af befolkningen, af psykiske sygdomme. De fleste af dem bliver ikke behandlet.

Dette nye studie belyser den psykiske tilstand, den europæiske befolkning befinder sig i, og ifølge det burde kampen imod psykiske sygdomme prioriteres højere i det 21. århundrede.

Studiet blev udført i 30 lande: Den Europæiske Union samt Schweitz, Island og Norge. Dette dækker over en befolkning på 514 millioner indbyggere. De vigtigste sygdomme blev registreret. Der var blandt andet tale om depression, manio-depressivitet, angst, søvnløshed, afhængighed, skizofreni samt nogle neurologiske sygdomme som Parkinson-syge og dissemineret sklerose.

Et lignende studium blev udført i 2005, og ifølge det var “kun” 27,4 % af befolkningen (ca. 82,7 millioner mennesker) ramt af en psykisk sygdom.

Tallet er så op at dinge tæt på 40 % i den nye rapport: 164.8 millioner (38,2 % af befolkningen) er ramte i 2011.
Ifølge forskerne skyldes det ikke, at antallet af syge er steget, men ganske enkelt at de medtog flere diagnoser i deres studier i 2011 end i 2005.

Ifølge rapporten bliver en stor del af disse personer aldrig behandlet, og der burde derfor sættes flere midler til rådighed for at bekæmpe de forskellige psykiske sygdomme.

Du kan downloade den fulde rapport (på engelsk) her.

(19/08-2011) - Det viser sig, at det rent faktisk er bedre ikke at være flink fyr på arbejde.

Et nyt studium peger på, at de søde og venlige ansatte tjener meget mindre end de ubehagelige typer, og dette gælder især for mænd.

Forskere har undersøgt de ansatte, som var sympatiske og flinke, og de har fundet ud af, at de, som scorede lavere end gennemsnittet på en sympatiskala, tjente i gennemsnit 18 % mere end dem, der blev opfattet som værende flinke.

Usympatiske kvinder tjener dog “kun” i gennemsnit 5 % mere, men okay, det er måske værd at opføre sig som en rejekælling i otte timer om dagen for 5 % mere per måned?

Forskerne har studeret data, som blev indsammlet de sidste 20 år fra over 10.000 ansatte i forskellige aldersgrupper, arbejde og løn, fra tre forskellige studier (fordi sympati og “flink” defineres lidt forskelligt fra studium til studium).

De har ligeledes udført deres eget forsøg med over 460 handelsskole studerende, som skulle studere CV’er og føre ansættelsessamtaler for et firma. Firmaet var fiktivt og kun lavet for studiets formål.

Det viste sig, at de usympatiske kandidater nemmere kunne få jobbet end de sympatiske kandidater.

En af årsagerne kunne være, at de mænd, som forekommer sympatiske og flinke, ikke er i overenstemmelse med den idé man (stadig) har om, hvordan en “rigtig mand” skal være.

Derudover skal der tilføjes, at flinke og rare ansatte som regel har sværere ved at forhandle løn og lønforhøjelse end dem, som er mere ligeglade med, om hvorvidt folk synes de er flinke eller ej.

Sagen er, at andre studier peger på, at uhøflige eller usympatiske ansatte ikke er en fordel for firmaet. Snarere tværtimod.

Problemet er, at mange som tager sig af at ansætte folk, endnu ikke har fattet, at de belønner de usympatiske ansatte (Cyril Malka)

(14/08-2011) – Man skal måske til at ændre synspunkt, når man fortæller slutningen af en film eller af en bog. Det er åbenbart ikke så slemt endda.

Et nyt studium peger på, at vi nyder en film eller en bog mere, når vi kender slutningen af den.

Nicholas Christenfeld, som er professor i socialpsykologi på Sand Diego universitet (Californien) har organiseret en test, i hvilken nogle frivillige fik udleveret forskellige historier af forskellig type skrevet af kendte forfattere som John Updike eller Anton Chekhov.

I en af historierne blev slutningen afsløret i en sætning i bogen. I en anden historie blev slutningen fortalt i det første afsnit, og i en tredje historie var der absolut intet, der fortalte om slutningen.

Deltagerne foretrak historier, i hvilke slutning var fortalt klart og tydeligt allerede fra start. Også hvis der var tale om en kriminalroman, hvor man skulle finde morderen.

Ifølge Christenfeld og hans kollega, Leavitt, er der flere mulige forklaringer på det, men det kunne måske skyldes at læseren nyder historien i højere grad, når han kender slutningen i stedet for at trippe og vente utålmodigt på at få at vide, hvem har slået hvem ihjel og hvorfor.

Komplotter er spændende, men de er ikke det vigtigste. Det vigtigste er fortællingen i sig selv og fornøjelsen af at læse det eller at se det. Det er også meget fornøjeligt at nyde at se et plot udvikle sig eller at se, hvordan detektiven finder den skyldige.

Det er måske derfor at en serie som Columbo eller en bog som Lev Stærkt, Dø Ung (Willard Motley) fik så meget succes.

I øvrigt, hvis du skal se Titanic, vær opmærksom på, at båden synker i slutningen af filmen (Cyril Malka).

(25/07-2011) – Hvis du er plakatfuld lige nu, kan du lige så godt lade være med at læse denne artikel. Kom igen i morgen, for lige nu er du ganske enkelt ikke i stand til at huske, hvad den handler om.

Hjernen nægter nemlig at lagre informationer, når den er under indflydelse af alkohol.

Til gengæld, hvis du er lige så pløret som Roskilde Festival, og hvis du tilmed er skaldet og bruger Propecia (finasteride), kan du fortsætte med at læse. Din hukommelse fungerer fint.

Videnskabsmænd fra psykiatrisk afdeling i Washington Universitet har studeret dette fænomen. De fandt ud af, til deres store overraskelse, at disse blackout ikke ødelægger hjernecellerne, som vi har hidtil troet.

Det, der sker, er, at en høj koncentration af alkohol laver afbrydelser i hjernens hippocampus. Hippocampus er den del af hjernen, som blandt andet styrker forbindelsen mellem neuronerne, og den skal fungere godt, så vi kan være i stand til at huske eller lære. Dette princip i hjernens plasticitet hedder “langtids-potentialisering”.

Det har man vidst i lang tid, men man har først for nyligt fået en mere præcis forståelse for det, der sker, ved at lave forsøg på rottehjerner.

Indtil nu har man troet, at en høj koncentration af alkohol forhindrede langtids-potentialiseringen ved at blokere totalt for neuronernes glutamat-receptorer (disse er strukturer på cellernes overflade, som modtager kemiske signaler fra de omkringliggende celler).

Det, der sker, er faktisk lidt mere kompliceret: Alkohol blokerer kun cirka halvdelen af en bestemt slags glutamat-receptorer. Til gengæld modtager den anden halvdel glutamaten med stor fart og stort set uden system.

Glutamatmolekyler handler som stimulus’ budbringere ved at transpotere signalerne mellem neuronerne. For lidt eller for meget aktivitet af disse kan føre til at neuronerne overproducerer steroider, hvilket forhindrer langtids-potentialiseringen (og påvirker dermed hukommelsen).

Lad os nu tale lidt om finasteride (Propecia).

Finasteride er et middel, som bliver brugt for at behandle forstørret prostata og skaldethed. Det gør den ved at blokere for mandlige kønshormoner, og under denne process forhindrer finasteride de alkoholoversvømmede celler i at producere steroider.

Dette betyder, at finasteride kan standse alkoholens negative virkning på langtids-potentialiseringen og dermed højst sandsynligt forhindre black-out.

Pas på! Dette studium handler kun om alkoholens påvirkning af hukommelsen. Problemer med at tale snaldret, balanceproblemer, bevidstløshed og dårlig vurdering af situationer styres ikke af samme områder i hjernen. Man er dog enig om, at der højst sandsynligt er tale om nogenlunde de samme mekanismer.

Ved at forstå og behandle disse mekanismer håber forskerne at finde behandlinger mod hovedtraumer, hjerneblødninger, Alzheimer og andre sygdomme, som påvirker hukommelsen.

For at konkludere kan man sige, at vi skal huske at, selv om vi ved at black-out ikke slår neuroner ihjel, så ved vi også, at alkoholen påvirker hjernecellerne.

Det kan føre til store problemer, indbefattet et tab af neuroner, som kan føre til demens. Derudover er tømmermænd ikke særlig sundt for vores hjerneceller. Alt med måde. (Cyril Malka).

(19/07-2011) – “Hvad var det nu, han hed, ham der, normanden, fra det 18. århundrede, der skrev Fröken Julie?”

Det var nu en svensker, Augsust Strindberg, oghan var fra det 19. århundrede. Dog vil du aldrig komme i forlegenhed, fordi du vil have googlet det, før du stiller spørgsmålet.

“Vi behøver ikke at bruge ressourcer til at finde de informationer, vi behøver”, fortæller bladet Science, som har lige lavet en undersøgelse.

Resultatet af den er, at når folk er sat over for en vanskelig situation, tænker de først på computere, og siden vi nu har hurtigere og nemmere adgang til informationer, husker vi færre. Dog husker vi bedre, hvordan vi kan finde de forskellige oplysninger.

Internettet er blevet en slags ekstern hukommelse, hvor informationerne er kollektivt lagret uden for os. Vi har ikke behov for at lagre oplysningerne selv.

Dette betyder ikke, at Google gør os dummere. Tværtimod. Vi ved at befolkningen bliver mere og mere intelligent, fortæller Betsy Sparrow, en af de tre forskere, som står for artiklen.

Vi tænker ikke mindre, vi tænker blot anderledes.

Vi var vant til at kontakte bestemte personer blandt vores familie eller venner for at få bestemte informationer. I dag har internettet fået denne rolle.

På sin blog om videnskaben fortæller The Guardian, at den menneskelige hjerne er bygget således, at den uddelegerer rollen som “informationskilde” til andre. Dermed kan vi hver især specialisere os og fokusere på ting, som er vigtige for os i vished om, at de andre med sikkerhed ved det, vi ikke har styr på.

Det er takket være den uddelegering af viden, talent og arbejde, at vi har været i stand til at konstruere de forskellige civilisationer.

Hvis vi altid selv skulle vide alt om alt, ville der have været få chancer for, at vi kunne være gået videre end stenalderen.

(02/05-2011) – Cirka 10 % af den europæiske befolkning lider af uro i benene. Syndromet går fra spændinger til brændende følelser og kan forhindre en i at sove.

Selv om man kan lide af det i løbet af dagen, er symptomerne stærkere om aftenen, når man hviler sig, og om natten.

Forskere har måske fundet en løsning på problemet. En meget enkelt og billig løsning: Orgasme.

Lad os tage det fra begyndelsen: Ingen ved lige præcis, hvad syndromet skyldes. Der er tale om et neurologisk problem, som udvikler en kilden eller kløende følelse, som kan udvikle sig til smerter, brændende følelser eller ukontrolerbare spændinger og bevægelser i benene.

Det har vist sig, at i cirka 25 % af tilfældene lider patienten under lettere anæmi og jernmangel.

Men i de fleste tilfælde, altså 75 % af dem, er jerntilskud ikke løsningen.

Flere og flere forskningsresultater peger på, at problemet kunne skyldes manglende dopamin i hjernen. Dopamin er en neurotransmitter, som behøves for blandt andet at producere glidende muskulærbevægelser.

Naturligvis findes der medicin, der kan afhjælpe problemet. Man kan få piller, som sender dopamin ud i systemet og dermed hjælper musklerne med at slappe af og modvirker syndromet.

Det er det, der fører os til Luis Marin og hans hold i São Paulo Universitet, i Brasilien. Disse forskere har ganske enkelt udtænkte følgende ligning: Onani fører til orgasme – Orgasme frigør dopamin – Dopamin stopper uro i benene. Altså, logisk konklusion: Onani må være i stand til at stoppe uro i benene.

Og det var lige præcis det, de fik bekræftet, da forsøget blev udført på forskellige patienter.

Man må huske, at ifølge en tidligere undersøgelse har den dopamin, der befries af en orgasme, den samme virkning på vores hjerne som en dosis heroin. Naturlig dopamin virker på vores hjerne som de stærkeste stoffer.

Marin ser i onani en naturlig og meget effektiv behandling, som er langt sundere end medicin, og derfor anbefaler han det til de patienter, der lider af uro i benene.

Dette ville også kunne give spændende samtaler: Bland dig udenom! Jeg tager bare min medicin mod uro i benene! (Cyril Malka)